Login

Signup

SLUT FOR DEN BILLIGSTE TANDLÆGEOVERENSKOMST I HELE NORDEN

Danske regioner og tandlægerne har arbejdet efter en overenskomst som vedrører priser på enkelte ydelser og patienternes tilskud til tandbehandling i Danmark. Denne overenskomst har dannet grundlag for et mangeårigt samarbejde. Danske Regioner har imidlertid d. 28.2.2018 med udløb d. 31.5.2018 opsagt overenskomsten med de danske privat praktiserende tandlæger med den begrundelse at tandlægerne overforbruger antallet af ydelser med sygesikringstilskud. En påstand som ikke lader sig gøre i virkeligheden, da der for os som fagpersoner selvfølgelig følger en diagnose før en behandling. Med andre ord, så behandler vi kun det folk fejler – det kan vores patienter bekræfte. De er sunde fornuftige mennesker, som godt ved, at vi ikke opfinder sygdom i deres mund for derefter at give dem en faktura for behandling af det!!! Ligeså kan vi heller ikke undlade at behandle hvis de har sygdom, da vi står til ansvar for at diagnosticere korrekt.

Danske Regioner fortæller desværre ikke hele sandheden. Historisk set har de danske tandlæger altid overholdt budgettet, og opfattes i sundhedsektoren som “duksen” der altid har styr på tingene. Faktisk er tandlægeområdet det eneste fagområde i hele sundhedssektoren hvor budgettet med det offentlige altid blev overholdt, og hvor udgifterne ikke er steget år efter år. Alt dette stoppede i 2012 hvor Danske Regioner reducerede budgettet med 300 mio kr. (ca.19%) for at skaffe penge til fængselspladser. (At pengene aldrig blev anvendt dertil er en anden sag). Siden 2012 er antallet af patienter de danske tandlæger behandler stedet. Ser man således på antallet af borgere over 60 år er der i dag over 110.000 flere end der var i 2012. Folk lever generelt længere med egne tænder, hvilket giver tandlægerne mere arbejde for vedligehold og forebyggelse, så på trods af en stigning på over 5 mio. tænder tandlægerne skal behandle, er det alligevel lykkedes at holde udgiften på ca. 1,7 milliarder kroner konstant fra 2012 til i dag. Ifølge ”fakta ark for tandlæger”, udarbejdet af Danske Regioner i juni 2017, fremgår det, at prisen for den gennemsnitlige udgift pr patient for faste priser, har været næsten konstant fra kr. 577 i 2010 til kr. 582 i 2016. Med andre ord, så har de danske tandlæger formået at holde prisen stort set uændret trods øget arbejdspres, med behandling af flere tænder samt implementering af øvrige tiltag som NIR, NKR, og senest Dataforordningen.

I hverdagen som tandlæge ser vi den virkelige verden med syge patienter og syge tænder med parodontose, huller, infektioner, bylder, svamp, karies, mundhulekræft, syreskader , traumer fra fald og skader efter vold eller cykelstyrt i asfalten osv. og sjovt nok, så er der ikke blevet 19% mindre af alle disse typer behandlinger med den reduktion politikerne har lavet i den ramme vi arbejder indenfor. Danske tandlæger behandler de mennesker der kommer ind ad døren med smerter og sygdom, vi kan ikke bare stoppe i oktober, november, december og sige vent til Januar, så er der penge i kassen igen. Vores patienter passer ikke ind i de politisk definerede kasser for rød, gul og grøn. Det tolkes af politikerne, som ulydighed fra tandlægestandens side, men det er desværre 100 % en afspejling af den virkelighed vi mødes med i hverdagen som tandlæger.

Vi tandlæger står hver dag med ansvaret for mennesker og deres sundhed. Hos os sættes mennesket først – det er desværre ikke tilfældet hos Danske Regioner. Regionerne lytter kun til DJØF‘erne, i stedet for at konsultere os om fagligheden. Med mindre vi tandlæger udvikler specielle evner i retning af tryllekunst går regnestykket ikke op. Vi kan ikke behandle folk mindre end de fejler for at få dem til at passe ned i politikernes “kasse”. At tandlægestanden samtidig svines til og beskyldes for overbehandling er ærlig talt en pinligt og billig taktik for, at sikre sig stemmer rent politisk. Men kære medmennesker – vi ved at vores politikere sandsynligvis gør det samme ved jeres brancher. Trist udvikling at landets ledelse ikke er i stand til at lytte til de sundhedspersoner de selv har uddannet, men istedet lader Danske Regioner tage patienterne som gidsler i en situation som de selv har bragt sig i.

Det eneste vi beder om er reelt bare retten til at arbejde på en faglig forsvarlig måde med de midler det må kræve at sikre danskernes helbred og sundhed. Jeg er normalt et meget fredeligt menneske, men jeg er opdraget til at sige fra når jeg oplever uretfærdighed. Nok er nok – Tandlægerne har gjort alt hvad vi kunne og forsøgt at foreslå alternative løsninger til nuværende overenskomst. Disse er ikke blevet imødekommet. Nu mangler vi blot at danskerne siger fra overfor denne og andre fremtidige politiske beslutninger som ikke har hold i virkeligheden. Det er jeres tænder det handler om – så lad os få fred til at gøre det vi brænder for – at sikre at I har sunde tænder hele livet.
Rikke Freitag

Pressemeddelelse:
Pressemedelelse Memeta

Henvendelse til Sundhedsudvalget:
Brev til sundhedsudvalget

Henvendelse til alle folketingets medlemmer:
Brev til Folketingets medlemmermemeta-patient-info-underskrift(1)